Gå til hovedindhold
Nyt fra B&H
1. Oktober 2025

Ny lov baner vej for hurtigere gennemførelse af forsvars- og beredskabsprojekter

Folketinget har vedtaget en ny lov, der skal sikre hurtigere gennemførelse af bygge- og anlægsprojekter med væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål.

Loven (nr. 1097 af 15. september 2025) er trådt i kraft med øjeblikkelig virkning og giver staten mulighed for ved bekendtgørelse at overtage beføjelser fra andre myndigheder, fravige eksisterende regler samt afskære eller begrænse klageadgang. Dermed vil det blandt andet være muligt i forbindelse med et konkret bygge- og anlægsprojekt eller en konkret driftsaktivitet at undtage fra regler og krav om administrative tilladelser mv. på bygge-, plan-, miljø- og naturområdet. Med loven tilvejebringes der tillige selvstændig ekspropriationshjemmel. I visse helt særlige tilfælde skal der endda være mulighed for at fravige anden lovgivning og myndighedsafgørelser uden offentlighedens inddragelse.

Citat af Christian Taksøe

“I lyset af den nye lov ser vi et stort behov for, at branchen hurtigt sætter sig ind i de nye rammer. Loven giver nye muligheder for projekter af afgørende betydning for forsvar og beredskab – men må samtidig antages at medføre skærpede krav i forhold til hurtig juridisk afklaring.”

Christian Taksøe
Partner
Christian Taksøe

Samlet set givet loven meget vide beføjelser i forhold til gennemførelse af projekter, der har et væsentligt nationalt forsvarsformål eller et væsentligt civilt beredskabsformål. Det er dog i alle tilfælde et krav, at de eventuelle fravigelser af eksisterende regler og krav, som der måtte blive tale om, er nødvendige i forhold til gennemførelsen af det konkrete projekt. Desuden forudsættes det i almindelighed, at reguleringen udformes på den mindst indgribende måde.

Loven ophører 31. december 2028, men gælder for projekter, der sættes i gang inden da.

Hvad betyder dette konkret for branchen?

For bygge- og anlægsbranchen betyder det kortere sagsforløb og nye muligheder for at deltage i sikkerhedskritiske projekter – men også skærpede krav om sikkerhed og fortrolighed, hurtig juridisk afklaring, kortere klagefrister og tæt koordinering med myndigheder. Projekter som nye kaserner, øvelsesområder, logistikcentre og andre militære installationer samt civile beredskabscentre, herunder nødberedskabscentre og forsyningslagre, er blandt de initiativer, der muligvis kan få gavn af lovens hurtigere og smidigere processer.

Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, om lovens kriterier for at fravige de almindelige regler og krav området er opfyldt i det enkelte tilfælde.

Hvad kan din virksomhed gøre?

Bygge- og anlægsvirksomheder, der ønsker at være en del af de nye sikkerhedskritiske projekter til forsvarsformål og civile beredskabsformål, bør allerede nu sætte sig ind i den nye lov. Løbende overvågning af ministerielle bekendtgørelser og tidlig juridisk rådgivning er højst relevant for at kunne byde på opgaver og indgå i strategiske partnerskaber.

Bruun & Hjejles rådgivning

Bruun & Hjejle følger udviklingen i branchen nøje. Vi har indgående kendskab til og bred erfaring med håndtering af større offentlige byggerier, herunder inden for forsvarsområdet. Hvis din virksomhed har brug for rådgivning, eller hvis dette nyhedsbrev har givet anledning til spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

all
sm
md
lg
xl
2xl
3xl
4xl