Gå til hovedindhold
7. marts 2025

Kvinder, karriere og kønsbalance

I anledning af Kvindernes Kampdag den 8. marts har vi samlet tre af vores kvindelige partnere, Elise Ross-Hansen, Liv Helth Lauersen og Josefine Movin Østergaard til en ærlig samtale om den skæve kønsbalance i advokatbranchens øverste lag.

De tre Bruun & Hjejle-partnere Elise Ross-Hansen deler her deres personlige erfaringer, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen, og hvad de ville ønske, de havde vidst, da de selv var advokatfuldmægtige. Samtalen tager udgangspunkt i spørgsmål fra Bruun & Hjejles kvindelige advokatfuldmægtige. 

Hvordan balancerer I privatliv og karriere? 

Josefine: Jeg mener faktisk, at det er lidt misforstået at tale om balance mellem privatliv og karriere, fordi der deri ligger en præmis om, at man kan det hele samtidig. Jeg tror ikke, at det er muligt at balancere det hele. Det er meget svært at være rigtig meget derhjemme og rigtig meget på arbejde og rigtig meget i sportsklubben og rigtig meget sammen med sine venner - alt sammen samtidig. Så jeg vil hellere tale om, at man kan prioritere noget mere end andet i perioder.

Elise: I virkeligheden skal prioriteringen jo bare føles rigtigt for den enkelte. På et tidspunkt arbejdede både min partner og jeg rigtig meget. I den periode måtte vi for eksempel holde op med at gå til dans. Vi blev enige om, at det var okay at tage pizza med i børnehaven fremfor hjemmebagt økologisk græskarkage. Vores overordnede prioritering var, at ungerne skulle have det godt, og vi skulle have det godt med hinanden. Vi havde løbende aftaler om at være sammen om fredagen eller tage på weekend. Der tjekkede vi ind med hinanden og konkluderede, at vi var på rette spor. Men derfra var det agilt, hvordan vi fik det til at fungere.  

Hvorfor tror I, at flere kvinder end mænd forlader advokatbranchen eller vælger en anden karrierevej?

Liv: Der er ingen tvivl om, at det er en vigtig dagsorden. Som det ser ud nu, har vi ikke lykkedes med at fastholde den store talentmasse, der er i kvindelige ansatte. Vi håber, at det forandrer sig. Jeg tror ikke, at vi har et klart svar, men vi kan selvfølgelig have nogle formodninger. I toppen af branchen er der stadigvæk en overvægt af mænd, og det tror jeg kan påvirke, om man som ung, talentfuld kvinde tror på, at man har en karrieremulighed. Det kan også være, at de unge kvindelige talenter i virkeligheden bare vil noget andet. Det handler måske også om, at vi ikke får fortalt historien godt nok om mulighederne for at gøre karriere og kombinere det med at have et godt familieliv. Jeg gik heller ikke ind i advokatbranchen til at starte med. Jeg var ude i det offentlige et par år først. Jeg synes, at der var så mange historier om, hvor meget man ofrede sine børns trivsel, og hvor svært det var at få det hele til at hænge sammen. Jeg hørte ikke nogen historier om det modsatte. Men jeg fandt ud af, at det ikke er så sort-hvidt. Min tese er, at det godt kan lade sig gøre at have en karriere som advokat og have et godt familieliv samtidig. Selvfølgelig kan det det.  

Elise: Det handler rigtig meget om perception. Altså oplevelsen af at man ikke har en chance, fordi man måske ikke er villig til at lægge lige så mange timer, som man ser, at andre gør. Det er typisk nogle få mandlige kollegaer, man sammenligner sig med. Og så får man slet ikke øje på alle de mandlige kolleger, som heller ikke sidder hver eneste dag til midnat. Der er selvfølgelig også en realitet. Det skal vi jo heller ikke være blåøjede omkring. Hvis du f.eks. ikke har nogen hjælp derhjemme overhovedet, og du har en ægtefælle eller en kæreste, der også har sindssygt travlt. Hvem er det så lige, der skal hente børnene? Det er jo et praktisk problem. 

Josefine: Statistikkerne siger, at i de tilfælde vælger flere kvinder af have mere tid derhjemme, mens den mandlige partner arbejder. I Bruun & Hjejle har vi indført seks måneders betalt barsel til mænd, og det benytter de mandlige ansatte sig af. Men ude i branchen, tror jeg faktisk, at kvinder tager mere barsel end nogensinde. Hvilket er lidt sjovt, fordi vi er i en tid, hvor der er kommet meget bedre barselsmuligheder for mænd.  

Liv: Det er jo ofte et personligt valg og derfor noget, vi må respektere. Men vi vil være ærgerlige over, hvis man stopper, fordi man har nogle forestillinger om, at det ikke kan lade sig gøre at kombinere det at stifte familie med at være i advokatbranchen på længere sigt. At man på forhånd siger, at det kan jeg ikke, og derfor kan jeg lige så godt lade være.  

Josefine: Det allerværste ville være, hvis man slet ikke har haft samtalen. For én ting er, hvis du har haft en ærlig samtale med din chef om, at du ønsker dig dette familie- og arbejdsliv, og man så er kommet frem til, at det ikke kan lade sig gøre. Men hvis du slet ikke har haft den samtale, så er det virkelig ærgerligt. Så vi opfordrer meget til, at man artikulerer sine ønsker og taler med arbejdsgiverne om det.  

Elise: Da jeg var på barsel første gang, kunne jeg overhovedet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle komme tilbage til mit arbejde. Det var jo det glade vanvid derhjemme. Alt var kaos, og jeg brugte 24 timer i døgnet på den der dejlige, men også ret besværlige, unge. Så fortalte en veninde mig, at jeg bare skulle være mere effektiv på arbejdet. Jeg synes egentlig, jeg var rimelig effektiv. Men hun havde fuldstændig ret. Min mand og jeg skiftedes til at hente og bringe. Det betød, at jeg havde en fast bagkant halvdelen af dagene, og de dage var jeg bare sindssygt effektiv. Jeg stod ikke og snakkede ude ved kaffemaskinen. Jeg skulle bare nå den der deadline klokken fire. Man må også tro på, at tingene faktisk godt kan lade sig gøre, og tale med sin leder om, at i denne periode, går det hele nok, selvom man ikke lige får de sidste halvanden time på blokken.  

Josefine: Hvis man ser en, som arbejder på en fed måde, og hun virker som om, at hun er rimelig glad og overskudsagtig. Så kan man jo lige spørge, hvordan gør du egentlig?  

Hvad ville I ønske, I selv havde vidst, som nye kvindelige advokatfuldmægtige?  

Elise: Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, hvor meget der kan lade sig gøre. Der er sindssygt meget fleksibilitet. Du skal bare tage den. Hvis der er nogen, der mener, at man har talentet til at gøre det, der skal til, så skal det nok blive bemærket. Også selvom man går to timer tidligere end de andre i en periode.  

Liv: Jeg observerer, at mange unge kvinder tvivler for meget på deres egne evner. Og det er synd, for de er så vanvittigt dygtige og talentfulde. Drop den selvkritik. Det ville jeg også have sagt til mit yngre jeg. Og sig, hvad du vil. Lad være med at prøve at tyde alle de skjulte signaler. Sig det højt. Og det kan godt være, at du skal sige det højt lidt oftere end dine mandlige kollegaer. Det har jeg oplevet i min karriere. Når jeg kom og sagde, at jeg havde ambitioner, så reagerede mine chefer med overraskelse. Det gjorde de ikke, når mine mandlige, fuldmægtige kollegaer udtrykte noget tilsvarende.   

Josefine: Lad være med at tænke så meget over, hvad andre folk synes om dig, eller hvad de går og tænker. Man kan alligevel ikke gætte det. Det er ikke nemt at komme langt i et advokatfirma og arbejde på det her niveau. Der skal hårdt arbejde til. Du har simpelthen ikke tid til også at bekymre dig over, hvad andre tænker om din seneste mail, eller dine arbejdstimer. Den energi man bruger på de bekymringer, den har du simpelthen ikke. I stedet skal du lægge din energi i at lave et super godt stykke arbejde, og være nærværende der, hvor du er, om det så er med dine venner, familie eller på dit arbejde. 

all
sm
md
lg
xl
2xl
3xl
4xl