Gå til hovedindhold

En stærk kultur sætter retningen

Bruun & Hjejle har i 2021 iværksat en række konkrete initiativer, der har til formål at styrke den interne kultur. Initiativerne udgør tilsammen det, som kaldes en etisk infrastruktur.

Der er et opgør på vej i dansk erhvervsliv og i den danske advokatbranche. En bølge er skyllet ind over branchen de seneste år, hvor kulturen i advokathusene har været og er i fokus. Det gælder alt fra sexisme til bias til den generelle tone på arbejdspladsen.

Bruun & Hjejle har med en række initiativer i 2021 forsøgt at positionere sig som frontløber i branchen ved målrettet at arbejde med og styrke den interne kultur. Organisationen har intensiveret arbejdet og skabt en ”etisk infrastruktur”, der samler de kulturstyrkende initiativer, som fremover bliver en central del af virksomhedens DNA.

“Kulturarbejdet er og bliver aldrig færdigt. Samfundet udvikler sig, og mennesker i samfundet lige så. Vi forsøger at være på forkant med tiden og sætte den gode retning, og det handler ikke kun om mænd vs. kvinder, men i lige så høj grad om seksualitet, etnicitet, alder osv. Vores fornemmeste opgave er at omfavne og integrere 290 diverse mennesker i én stærk samlet kultur,” siger Helle Lehmann Staun, COO i Bruun & Hjejle.

Konkrete initiativer skal styrke kulturen

I 2021 gennemførte Bruun & Hjejle en grundig, intern undersøgelse af krænkende adfærd i virksomheden. Undersøgelsen blev udført i samarbejde med Danmarks førende ekspert inden for arbejds- og organisationspsykologi Eva Gemzøe Mikkelsen.

Undersøgelsen viste, at en tredjedel af de ansatte i Bruun & Hjejle var i tvivl om, hvad begrebet krænkende adfærd helt præcist indebar.

“Vi stod ikke med et generelt, strukturelt problem med krænkende adfærd i Bruun & Hjejle. Men det blev tydeliggjort for os, at vi havde behov for en etisk infrastruktur, der skal fungere som et vejnet, der forgrener sig ned gennem organisationen,” fortæller Helle Lehmann Staun.

På den baggrund iværksatte Bruun & Hjejle i 2021 en række konkrete initiativer i form af bl.a. et adfærdskodeks, en whistleblowerordning samt løbende undervisning og kurser for både medarbejdere og ledere.

En holistisk tilgang

Bruun & Hjejle har en holistisk tilgang til den etiske infrastruktur. Således er tanken, at kulturarbejdet skal favne bredt og dække over alt fra god tone til miljøhensyn samt kontinuerlig udvikling af medarbejderne og arbejdspladsen som helhed.

Det juridiske arbejde med komplekse og tidskrævende processer kræver en fælles forståelse for, hvordan man agerer i hverdagen. Den etiske infrastruktur skal sikre både tryghed, ligeværd og respekt for hinanden på tværs af hele organisationen.

Citat af Helle Lehmann Staun

Vores arbejde handler ikke kun om sexisme eller krænkende adfærd, men om den gode tone på arbejdspladsen. Vores ledere skal spørge sig selv: Skaber jeg psykologisk tryghed i mit team? Her kan vores adfærdskodeks bruges som rettesnor til, hvilken adfærd der kan skabe den tryghed.

Helle Lehmann Staun
Direktør COO

Arbejdet med kulturen hos Bruun & Hjejle fortsætter og i 2022 skal alle ledere eksempelvis gennem kurser i bias, konflikthåndtering og dialogmøder.

Læs denne artikel og mange andre i Bruun & Hjejles årsrapport 2021 her.

all
sm
md
lg
xl
2xl
3xl
4xl